Prolog
[ved Studentersamfundets aftenunderholdning for Det norske Theater i Bergen 15. oktober 1851]
| A | | Der var en Tid vi kalde Oldtids Dage, | 11 |
| b | | Og som vi maaskee kan benævne raa, | 10 |
| A | | Ifald vi kaste vil vort Blik tilbage | 11 |
| b | | Og stirre speidende mod Fjernets Blaa; | 10 |
| c | 5 | Men malmfuld var den, kjæk og  klippestærk | 10 |
| D | | Og savned hellerikke sin Forgyldning, – | 11 |
| c | | Thi Skjaldskab agtedes som Hædersværk, | 10 |
| D | | Og Skjalden fandt hos Drot og Folk sin Hyldning. | 11 |
| e | | Thi her det gik, som det gaaer overalt: | 10 |
| F | 10 | Hvor Livets Fylde svulmer frisk og frodig, | 11 |
| F | | Hvor Folkesjælen stormer vild og modig | 11 |
| e | | Maa Kraften mildnes eller sygne kvalt. | 10 |
| g | |
Thi vel skrev Kjæmperen et Heltedigt | 10 |
| H | | Med stærke Billeder paa Fiendens Pande, | 11 |
| g | 15 | Et Kvad paa Stordaad og paa Kraft saa rigt, | 10 |
| H | | Naar fjernt han færdedes paa Sydens Strande, | 11 |
| i | | Han sang i Hafursfjord, paa Stiklestad, | 10 |
| J | | Ved Svolders Kyster og bag Dublins Volde, – | 11 |
| i | | Det var et Digt med skjønne Vers paa Rad! | 10 |
| J | 20 | Det var en Stevkamp mellem Sværd og Skjolde! | 11 |
| k | |
Men see, han skrev med altfor kraftig Pen, | 10 |
| L | | Og Melodien som han dertil satte, | 11 |
| L | | Den kunde Folket ei tilfulde fatte, | 11 |
| k | | Og derfor tyede det til Skjalden hen; – | 10 |
| M | 25 | Han griber Harpen, – o hvor tyst det vorder | 11 |
| M | | Imens han slaaer de kraftigste Akkorder, | 11 |
| n | | Som Helten lokked frem med Sværd og Skjold; | 10 |
| n | | Men Skjalden flytted dem fra Dur til Moll | 10 |
| O | | Saa at de klang med mildere Betoning | 11 |
| O | 30 | Og Folkets Trang fandt deri sin Forsoning. | 11 |
| p | | Men derfor bænkedes den bolde Skjald | 10 |
| Q | | Ved Drottens Side høit i Gildesalen, | 11 |
| p | | Da lød hans Harpeklang som Fossens Fald | 10 |
| Q | | I Sommernattens Taushed gjennem Dalen, | 11 |
| r | 35 | Og var end Livet dengang som en Ur, | 10 |
| S | | Hvor Thor har slynget sine Tordenkiler | 11 |
| r | | Og kastet Steen ved Steen langs Fjeldets Muur, | 10 |
| S | | Saa var dog Skjaldens Sang den Blomst der smiler | 11 |
| t | | Og dækker Mos og Muld i Klippens Rift, | 10 |
| U | 40 | Imens den kjærligt krandser Stenens Flade | 11 |
| U | | Og gjemmer i de vaarligfriske Blade | 11 |
| t | | En høi Betydning malt i Billedskrivt. | 10 |
| v | |
Men Heltetiden sank i Dvale hen, | 10 |
| W | | Og Skjaldens Røst forstummed i det Samme; | 11 |
| W | 45 | Han sank, som Ranken segner med den Stamme, | 11 |
| v | | Hvortil den klynget har den spæde Green.
| 10 |
| y | | Der kom en Fimbulsvinter over Nor, | 10 |
| Z | | Den ædle Skjald sad taus til Døden viet | 11 |
| y | | Som en Forhexet, der har glemt det Ord, | 10 |
| Z | 50 | Hvorved han løses kan fra Trylleriet. | 11 |
| a' | |
Og Folkets Aand var kuet ret som hans, | 10 |
| B' | | Det gjøs med Skræk tilbage for en Vinding | 11 |
| a' | | Af Fortids Heltekraft og Frihedssands, | 10 |
| a' | | Det havde ei som før en Egekrands | 10 |
| B' | 55 | At slynge taksomt om sin Digters Tinding, | 11 |
| c' | | Da blev det tyst, som paa den øde Strand, | 10 |
| D' | | Hvor Vragets Splinter gynge om paa Voven, | 11 |
| c' | | Der triller lydløs paa den hvide Sand. | 10 |
| D' | | Ei kviddred nogen Fuglerøst i Skoven; | 11 |
| E' | 60 | Thi Folkets Aand sov Vintersøvn derinde, | 11 |
| E' | | Da laa det Hele som et blegnet Minde. | 11 |
| F' | | Dog, andre Tider kom med andre Skikke, | 11 |
| g' | | Og Folket brød den ydre Lænkes Tvang, | 10 |
| F' | | Men endnu havde det ei aabne Blikke | 11 |
| g' | 65 | For Længselsharpen, der i Sjælen klang; | 10 |
| H' | | Det mægted Tonen halvt kun at forstaae, | 10 |
| I' | | Men denne Sløvheds Ro kan ei bevares, | 11 |
| I' | | Hvad Sjælen spørger om maa lydt besvares, | 11 |
| H' | | Thi ellers maa den sygne og forgaae; | 10 |
| J' | 70 | Den kræver Løsning paa de Billedgaader, | 11 |
| k' | | Der staae med Runer malte for dens Blik, – | 10 |
| J' | | Men hvo er den, der hine Runer raader? | 11 |
| k' | | Det er den Undermagt, som Kunsten fik! | 10 |
| l' | | Thi Kunsten er en Harpes Sangbund lig, | 10 |
| M' | 75 | Der lægger Kraft i Folkesjælens Strænge | 11 |
| l' | |
For at dens Tone, svulmende og rig, | 10 |
| M' | | Kan klinge kraftigt og vibrere længe. | 11 |
| n' | | Og derfor vaagned ogsaa Kunstens Aand, | 10 |
| O' | | Da Strængen først i Folkets Indre bæved, | 11 |
| n' | 80 | Den brød de hæmmende, de trange Baand, | 10 |
| O' | | Mens kjækt til Liv og Frihed den sig hæved. | 11 |
| p' | |
Den stilled frem for Folkets glade Blik | 10 |
| Q' | | De fagre Billeder fra Dal og Fjelde, | 11 |
| p' | | Vi hørte, som en hjemlig, kjær Musik, | 10 |
| Q' | 85 | De glemte Barndomseventyr fortælle – | 11 |
| r' | | Den fjerne Fortids rige Billedpragt | 10 |
| S' | | Steg atter frem i frisk og livfuld Farve. | 11 |
| r' | |
I Folkets klarnede Bevidsthed vakt, | 10 |
| S' | | Lig Sommerfuglen fra den brudte Larve, – | 11 |
| T' | 90 | Og Melodierne fra Skov og Enge, | 11 |
| U' | | Den dybe Huldreslot fra Graneli | 11 |
| U' | | Gled Folkets Øre hviskende forbi | 11 |
| T' | | Som Gjenlyd fra vort Indres stemte Strænge. | 11 |
| v' | | Men endnu er ei Kunstens Tempel bygt | 10 |
| W' | 95 | I al sin fulde Herlighed og Vælde: | 11 |
| W' | |
Een Kunst staaer hjemløs mellem vore Fjelde, | 11 |
| v' | | Hvor dog dens Brødre fandt et Hjem saa trygt, | 10 |
| y' | | Den Kunst, som overalt en Hjemstavn fik | 10 |
| Z' | | Og slog sin dybe Hjerterod i Folket; | 11 |
| Z' | 100 | Thi Livet sandest blev ved den fortolket | 11 |
| y' | | Og stillet skarp og klarest for vort Blik. | 10 |
| a'' | | Nu træder den ved os beskedent frem | 10 |
| a'' | | Og beder Folket skjænke den et Hjem, | 10 |
| B'' | | Et kjærligt Fristed ved dets Moderhjerte, | 11 |
| B'' | 105 | At den kan tolke al dets Fryd og Smerte. | 11 |
| c'' | | Da vil den sætte sig med Harpen ned, | 10 |
| D'' | | Lig Jødepigen hist ved Babels Floder, | 11 |
| D'' | |
Og synge hjemligt for sin gamle Moder | 11 |
| c'' | | Om Fortids svundne Glands og Herlighed. | 10 |
| E'' | 110 |
Dog ei om Fortid synger den alene, | 11 |
| f'' | | Bevæger ei sig blot i Mindets Hjem, | 10 |
| E'' | | Den vil og skildre os den rige Scene, | 11 |
| f'' | | Som Folkets Liv og Færden stiller frem: | 10 |
| g'' | | Thi Kunsten er en Harpes Sangbund lig, | 10 |
| H'' | 115 | Der lægger Kraft i Folkesjælens Strenge, | 11 |
| g'' | | For at dens Tone, svulmende og rig, | 10 |
| H'' | | Kan klinge kraftigt og vibrere længe! | 11 |
| | | |
